Skip to main content

Hovedpunker og konklusioner af analysen

 

Hovedpunkter:

  • For helårshuse påvirker vindmøller husprisen op til 3 km væk, og den første vindmølle påvirker prisen negativt med 2-5 %, hvis den opstilles ca. 1.500 meter fra huset.
  • For sommerhuse ses der generelt svagere evidens for negative effekter, men i områder hvor de kan påvises, er de typisk i størrelsesordenen 3-6 % for den første mølle, hvis opstillet ved 1.500 m. fra sommerhuset
  • Jo tættere på helårs- og sommerhuse en vindmølle opstilles, des større er tabet. Det er størst for de første møller, og mindre for de efterfølgende.
  • Vindmøller, der opsættes efterfølgende, påvirker priserne på helårs- og sommerhuse stadig mindre, hvis de opstilles i samme afstand eller længere væk.
  • For havvindmølleparker er der ikke nogen åbenlys effekt på de nærliggende huse i den analyserede case.

Konklusioner:

  • Nærhed til landvindmøller påvirker i store træk ejendomspriser for hhv. helårshuse og sommerhuse negativt. Dette stemmer overens med, hvad en række tidligere studier er kommet frem til.
  • Landvindmøller har effekter på ejendomspriserne på helårshuse og sommerhuse i en afstand på helt op til 3 km.
  • Jo flere landvindmøller inden for en radius af 3 km, jo større tab, samtidig med, at den første landvindmølle har den klart største effekt, alt andet lige.
  • Jo tættere på helårshuse og sommerhuse landvindmøllerne samlet set er, jo større er tabet i ejendommens værdi.
  • Ejendomspriserne på et helårshus påvirkes,  afhængig af hvilket område det ligger i, med 3-6 % hvis der opstilles 2 vindmøller 1.000 m fra huset, mens det påvirkes 6-10 %, hvis der opstilles 8 vindmøller.
  • Den aftagende effekt af den sidst opstillede landvindmølle antyder, at det, alt andet lige, bedre kan betale sig at koncentrere opstillingen af landvindmøllerne end at sprede dem ud over landskabet.
  • Et case studie af effekterne af havvindmøller opstillet mellem 3,5 og 9,5 km fra kysten fandt ikke en signifikant effekt af udsyn til havvindmøller på ejendomspriserne. Det gælder både udsyn fra nærliggende strande og ejendommen selv.
  • Undersøgelsen af 75 afgørelser foretaget af taksationsmyndighederne finder, at beliggenheden af nye vindmøller i forhold til afstand til ejendom, udsyn, højde og afledte effekter i form af skyggekast og støj i højere grad korrelerer med erstatningens størrelse end antallet af nye vindmøller, der opstilles i tillæg til dem, der findes allerede.
  • Taksationsmyndighedernes afgørelser ligger gennemsnitligt højere, end hvad den statistiske model forudsiger. Dette kan i høj grad skyldes, at de sager, der når frem til taksationsmyndighederne, udgør en stikprøve, der er systematisk forskellige fra den samlede stikprøve, som modellerne bygger på.