VidenOmVind

Flere svar på den gode proces

Tidlig dialog fremmer forståelse for hinanden

De lokale interessenter har i fællesskab ansvaret for den gode proces, som har stor betydning for at opnå forståelse for placeringen af vindmøllerne. Og de lokale medier kan bidrage til processen ved at være en seriøs formidler af væsentlige problemstillinger, der har interesse for alle involverede.

 

Erfaringen viser, at det er optimalt for planlægningsprocessen, hvis den tilrettelægges, så alle interessenterne er i dialog med hinanden så tidligt som muligt. Det handler om, hvordan man informerer og inddrager hinanden - og hvornår i processen, man gør det.  Og det handler om åbenhed og evnen til at lytte til hinanden, fordi interesserne i processen kan være forskellige alt afhængig af hvilke forhold, der betyder noget for den enkelte.

 

Forskellige forudsætninger

Men hvordan tilrettelægges i praksis den gode proces, der sikrer, at alle parters interesser varetages bedst muligt og leder frem til et godt naboskab med vindmøllerne? Det gives der ikke et enkelt, men flere forskellige svar på, da forudsætningerne kan være meget forskellige

 

De fleste vindmøller opstilles i det åbne land, hvor der kun bor ganske få mennesker. Enkelte projekter realiseres tættere på landsbyer eller større bysamfund, hvor flere kan blive berørt. Nogle projekter drejer sig om en enkelt eller få vindmøller. Andre har et omfang, som berettiger betegnelsen vindmølleparker, men i mange projekter opstilles typisk 3-6 vindmøller.  

 

Nogle steder sker opstillingen af vindmøller i landskabs- og naturtyper, hvor der ikke er behov for at tage specielle hensyn til natur- og landskabspleje eller kulturhistoriske mindesmærker mv. Andre steder spiller netop sådanne hensyn måske en større rolle. 

 

De bedste råd

Som det fremgår, kan forudsætningerne være meget forskellige fra det ene vindmølleprojekt til det andet. Derfor er de bedste råd til at optimere den gode proces for alle involverede parter:

  • Tal med hinanden!
  • Inddrag alle relevante interessenter i processen så tidligt som muligt.
  • Koordinér inddragelsen af interessenterne, så information og debat om projektet bidrager til at fremme processen og ikke giver anledning til misforståelser mv.

mere inspiration til, hvordan man tilrettelægger en god lokal dialog om opstilling af vindmøller. 

 

En nabos erfaringer 

Lars Westermann blev i 2010 nabo til to 126,5 meter høje vindmøller 800 meter fra sit hjem. Han var meget nervøs for de store vindmøller og mente, at de hellere skulle stå ude på havet. Hans største frygt var skyggekast, men også frygten for støj gjorde ham nervøs.

 

I videoen fortæller Lars, hvordan hans frygt har vist sig ubegrundet, og han videregiver sine egne erfaringer med at deltage i planlægningsprocessen. I den sammenhæng har han også et par gode råd til borgere, der har udsigt til at blive naboer til store vindmøller.

 

Se flere oplysende videoer på Vimeo.com/VidenOmVind