Billede af vindmølle

Hæv niveauet i vindmølledebatten

Læs kronik af sekretariatsleder Henrik Vinther, offentliggjorrt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2013

 

                                                                                                                 

Debatten om vindmøllerne foregår ikke for sjov. Vindmøllemodstanderne har et lige så stort samfundsmæssigt ansvar som vindmølleindustrien, når de søger at hindre, at der opstilles nye vindmøller.                                                  

Skal man på sit helbreds vegne være bange for at blive nabo til en stor vindmølle? Organiserede vindmøllemodstandere besvarer spørgsmålet bekræftende, når de i forsamlingshuse over hele landet holder foredrag for kommende naboer i forbindelse med, at der skal rejses nye vindmøller i deres lokalområde. Og modstanderne holder sig ikke tilbage, selvom de ansvarlige myndigheder i både Danmark og andre lande afviser, at man kan tale om sundhedsrelaterede følgevirkninger af vindmøllestøj.

Myndighedernes vurderinger, baseret på deres egen lægefaglige ekspertise, sker på baggrund af en konstant overvågning af den internationale sundhedsvidenskabelige forskning på området. Ud fra den fastslår de, at man kan tale om genevirkninger, men ikke sundhedsrelaterede følgevirkninger.

Da jeg sidste år, som sekretariatsleder for VidenOmVind, formidlede disse fakta i den offentlige debat, blev jeg af vindmøllemodstandere anmeldt til Forbrugerombudsmanden for falsk markedsføring! Men klagen blev naturligvis afvist.

Eksemplet illustrerer, at debatten om vindmøller på land foregår med stort engagement men kalder vel derudover på en refleksion i forhold til, hvem der har bevisbyrden for hvilke påstande. Enhver med tilknytning til vindmøllebranchen, der vover at blande sig i den offentlige debat, beskyldes med det samme fra modstanderside for at gå industriens ærinde uden tanke for borgernes sundhed.  Og omvendt kan enhver vindmøllemodstander i læserbreve eller foredrag tilsyneladende hævde hvad som helst uden at blive stillet til regnskab for det.

Eksempelvis følgende påstande, som gentages i en uendelighed:

 

"Livet som nabo til en vindmølle er et dagligt støjhelvede". Selv om det kan påvises, at kun de allernærmeste naboer udsættes for det maksimale støjniveau, der svarer til lydniveauet for sagte tale. Og selvom denne begrænsede støjgene i praksis kun forekommer 10-15 % af et års samlede timetal, fordi nabohuset det meste af tiden ligger uden for vindretningen.

 

"Vindmøllerne gør nabohusene usælgelige eller påfører ejerne et kæmpemæssigt værditab ved et salg". Selv om to pilotundersøgelser foretaget to forskellige steder i Danmark viser, at der ikke er forskel på omsætningshastigheden og prisudviklingen for boliger i vindmølleområder sammenlignet med relevante referenceområder uden vindmøller i samme nærmiljø.

 

"Naboskab til en vindmølle er ensbetydende med stærkt forøget risiko for hjerte-kar lidelser". Selv om myndigheder, der baserer deres afgørelser på den fremmeste lægefaglige ekspertise, afviser en sådan sammenhæng. Og selv om der ikke foreligger et eneste dokumenteret eksempel på baggrund af årtiers erfaringer i Danmark med tusindvis af vindmøller.

 

Der er ikke noget at sige til, at sagesløse borgere eller kommunalpolitikere, som ikke har særlig viden om de eksakte problemstillinger, efterlades i tvivl om, hvad der er op og ned. Og måske intuitivt påvirkes, fordi der i medierne skrives så meget negativt om vindmøller, hvor vindmøllemodstanderne helt ukritisk får megen spalteplads stillet til rådighed til en meget ensidig og fordrejet fremstilling af tingenes reelle tilstand.

Det sidste kan undre, for en af pressens fornemme opgaver i et demokratisk samfund er jo at kvalificere den offentlige debat. Der er skrevet masser af kritiske artikler om vindmølleindustrien, og det er helt fair og velkomment som led i at fastholde en branche på dens samfundsmæssige ansvar. Men hvorfor benytter man ikke samme kritiske tilgang over for vindmøllemodstanderne?

Debatten om vindmøllerne foregår jo ikke for sjov men er et vigtigt led i at afklare på hvilke betingelser, omstillingen til et fossilfrit energiforbrug skal ske. Derfor har vindmøllemodstanderne et lige så stort samfundsmæssigt ansvar som vindmølleindustrien, når de søger at hindre, at der opstilles nye vindmøller. Og derfor bør alle indlæg i debatten udsættes for samme lakmusprøve: Holder synspunkterne vand? Er de led i en ensidig kampagne? Dækker de over særinteresser, som kolliderer med det, som er almenhedens interesse?

Vigtigheden af, at den offentlige debat foregår på et kvalificeret grundlag, illustreres fint af et aktuelt eksempel fra Kolding Kommune. Her traf byrådet i slutningen af 2012 den beslutning at udskyde yderligere planlægning for vindmøller med den begrundelse, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for borgernes helbredsmæssige sikkerhed.

Spørgsmålet er imidlertid, om kommunalpolitikerne har taget beslutningen ud fra et overblik over alle relevante og saglige hensyn, eller om det er fordi, de føler sig presset til at stoppe planlægningen på grund af vindmøllemodstandere, som for alt i verden ikke ønsker vindmøllerne i netop deres lokalområde.

I hvert fald er der indbygget en række paradokser i byrådets beslutning, som nok fortjener en nærmere overvejelse og måske også kan give anledning til at reflektere over proportionerne i vindmølledebatten, nemlig:

1.

Der foreligger en helt opdateret forskningsoversigt fra Naturgårdsverket, der er den svenske pendant til Naturstyrelsen i Danmark, og som afviser helbredsrelaterede følgevirkninger af vindmøllestøj. Publikationen er fra maj 2012 og hviler på en gennemgang af al den eksisterende internationale forskningslitteratur. Bør en sådan publikation ikke veje tungere som beslutningsgrundlag end vrede læserbreve med udokumenterede påstande?

2.

Ved at udskyde vindmølleplanlægningen i kommunen bidrager kommunalpolitikerne til at udskyde det tidspunkt, hvor energiforsyningen kan ske uden fossile brændsler. Det har om noget betydning for folkesundheden for kommunens borgere. Hvert år dør skønsmæssigt 3.400 danskere en for tidlig død på grund af partikelforurening. De fossile kraftværker yder i den sammenhæng et meget betydeligt bidrag, der kan nedbringes i takt med, at der opstilles nye vindmøller, som fremskynder en udfasning af konventionelle kraftværker. Bør Kolding Kommune i folkesundhedens navn ikke hellere bidrage til denne udvikling frem for at sinke den?

3.

Danmark har næsten 40 års erfaring med tusindvis af vindmøller placeret over hele landet, og der foreligger ikke et eneste dokumenteret tilfælde af sundhedsrelaterede følgevirkninger for nogen mennesker af støjen fra vindmøllerne. Undervejs fra pionertiden i 1970’erne er støjkravene endda blevet skærpet flere gange for at yde befolkningen en bedre beskyttelse. Bør disse kendsgerninger ikke tælle til vindmøllernes fordel?

4.

De samme kommunalpolitikere, der nu har udskudt vindmølleplanlægningen med begrundelse i hensyntagen til borgernes helbredsmæssige sikkerhed, har ansvaret for de kommunale veje. På særligt trafikerede vejstrækninger udsættes her mange flere borgere for støjgener, der både målt i dB og i antallet af timer, hvor borgerne må tåle genen, langt overgår, hvad vindmøllenaboer må tåle. Her er det åbenbart ikke nødvendigt med samme rettidige omhu, når det gælder bekymringen for borgernes helbred. Men hvorfor egentlig ikke? Støjgrænserne for vejstøj tillader kraftigere påvirkning end fra vindmøllerne, og der kan endda dispenseres fra kravene, så støjpåvirkningen visse steder kan være endnu kraftigere. I modsætning til støjkravene for vindmøller, der er ufravigelige.

5.

Den lavfrekvente støj fra vindmøllerne er af kommunalpolitikerne nævnt som noget, der i særlig grad er grund til at være bekymret for i forhold til naboerne. Det sker på trods af, at de skærpede krav på 20 dB, der gælder døgnet rundt, yder vindmøllenaboerne en bedre beskyttelse mod lavfrekvent støj end de mange børn og voksne, der færdes i kommunens undervisningsinstitutioner eller arbejder på de kommunale kontorer, som byrådet også har ansvaret for.  Både undervisningsinstitutioner og kontormiljøer defineres som særligt støjfølsomme områder, hvor der tillades en påvirkning med lavfrekvent støj på 30 dB. Hver dag i mange timer. Er det ikke bekymrende, når en grænse på 20 dB for vindmøllenaboer er det? Sidstnævnte oplever endda kun genen fra lavfrekvent støj meget fluktuerende afhængig af vindstyrke og vindretning – og langt fra hver dag.

I forlængelse af ovenstående må det være naturligt at spørge: Hvilke hensyn har mon vejet tungest for byrådspolitikerne i Kolding Kommune, da de besluttede at udskyde planlægningen for nye vindmøller?