Er der forskel på, hvor lidt eller hvor meget man skal bidrage til samfundets udbygning af infrastrukturen – alt afhængig af hvor man bor? Læs sekretariatsleder Henrik Vinthers betragtninger i debatindlæg offenligtgjort i Nordjyske Stiftstidende d. 8/7 2013.
Asta Bjerre kommenterer i avisen d. 2/7 mit debatindlæg fra d. 28/6. Hun får det til, at jeg skriver arrogant og nedladende, fordi jeg konstaterer, at folk der bor på landet ikke er så direkte berørt af samfundsudviklingen, da den primært foregår i byområderne. Jeg beklager, hvis det kan opfattes sådan. Fra min side var det blot ment som en konstatering af et fænomen, som jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til.
Men uafhængig heraf bekræfter Asta Bjerre i øvrigt en af de vigtige årsager til modstanden mod vindmøllerne blandt visse folk i landområderne: ”Vi har valgt at bo på landet, fordi vi elsker naturen og er fascineret af roen og stilheden, og derfor er der massiv modstand mod støjende vindmøllemastodonter”.
Udsagnet er genkendeligt og forståeligt, men samtidig grundlæggende usolidarisk. Det hviler på den opfattelse, at hvis man bor på landet, har man en eksklusiv ret til ro og fred, som resten af samfundet skal respektere uanset hvad. Sådan kan forventningerne måske være, hvis man vælger at bosætte sig i den canadiske ødemark. Men ikke, hvis man er borger i et lille tæt befolket land, der har behov for at udbygge sin infrastruktur. Her bør alle bidrage i et vist omfang, hvis ikke samfundet skal gå helt i stå.
Selv bor jeg i et mindre bysamfund tæt på mark og skov og med en fremragende udsigt over kulturlandskabet. Når jeg nyder tilværelsen på terrassen en sommeraften sker det til akkompagnement af fjern trafikstøj fra den motortrafikvej vest for byen, som hjælper bilisterne hurtigere frem til den nærliggende lufthavn. Det kan jeg indimellem godt irriteres over, men jeg anerkender, at jeg må acceptere ulempen af hensyn til den almene interesse i at udbygge den trafikale infrastruktur. Mit alternativ er at flytte et sted hen, hvor der er mere fred og ro.
Samme problemstilling gælder vel med al rimelighed for vindmøllenaboer? Støjen fra vindmøllerne når på sit højeste niveau, hvad der svarer til sagte tale, hvis man opholder sig i haven. Det er betydeligt under niveauet for grænseværdien for trafikstøj, og ulempen forekommer maksimalt i en tredjedel af årets samlede timetal. Hvis man oplever denne gene som uudholdelig, kan man jo vælge at flytte til et andet sted i det åbne land, hvor der ikke står vindmøller. Men den mulighed benytter de færreste sig af. Måske fordi de, som undersøgelser tydeligt viser, ikke oplever generne fra vindmøllerne som væsentlige. Eller fordi de vænner sig til den begrænsede ulempe, som støjen udgør, og får en mere positiv indstilling til vindmøllerne, når først de står der.