Billede af vindmølle

Møller redder liv

Vindmøllemodstanderne tager folkesundheden som gidsel ved at sætte fokus på de beherskede ulemper ved møllerne.

Læs kronik af sekretariatsleder Henrik Vinther, trykt i Fyns Stiftstidende d. 7/5 2013.

 

Vindmøller sparer året rundt mange for tidlige dødsfald, fordi de mindsker den luftforurening, der er en følge af afbrænding af fossile brændsler. Ifølge et tværfagligt forskningscenter ved Aarhus Universitet sker der i Danmark hvert år ca. 3.400 for tidlige dødsfald på grund af luftforurening, og derfor må man anerkende, at vindmøllerne yder et betydeligt bidrag til at forbedre folkesundheden. På trods heraf kræver Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller stop for yderligere udbygning af vindmøller på land med den begrundelse, at de udgør en risiko for folks helbred.

Dette paradoks bliver ikke mindre af, at risikoen henføres til det såkaldte Wind Turbine Syndrom (WTS), der er "opfundet" af den canadiske børnelæge Nina Pierpoint i en artikel, hun skrev for flere år siden.  De danske sundhedsmyndigheder har i pæne, men bestemte vendinger stemplet Nina Pierpoints arbejde som et videnskabeligt makværk, og WTS optræder da heller ikke på WHO’s liste over anerkendte sygdomme. Af samme grund får ingen patienter stillet denne diagnose.


Det sidste har VidenOmVind fået bekræftet af både cheflægen i Sundhedsstyrelsen og ved direkte henvendelse til de to chefer for de arbejdsmedicinske klinikker i Region Syddanmark. Men hvordan hænger det sammen med, at man i pressen kan læse indlæg, der refererer til møder på Vestfyn og andre steder, hvor repræsentanter for de organiserede vindmøllemodstandere fremfører en sag om en person, der hævder, at vedkommende er blevet syg af at bo som nabo til vindmøller?


Svaret er selvfølgelig, at det slet ikke hænger sammen. Hvilken diagnose den pågældende har fået stillet, vides ikke, men den kan ikke sættes i direkte relation til vindmøller. Det har jeg fra chefen for den arbejdsmedicinske klinik, hvor vedkommende hævder at have fået stillet diagnosen.


Eksemplet illustrerer, at det er en vej brolagt med forhindringer, når kommunalpolitikerne skal gøre tingene op imod hinanden i deres arbejde med at tage stilling til konkrete vindmølleprojekter. Et godt råd er at bede om dokumentation for fremsatte påstande, så man ikke, som i dette tilfælde, risikerer at blive passager i et tog, hvor et påstået sundhedsaspekt er taget som gidsel for det, andre benævner som genevirkninger. Mens vindmøllemodstanderne med voldsom retorik italesætter risikoen for helbredsrelaterede følgevirkninger af at bo som nabo til vindmøller, konstaterer sundhedsmyndighederne nemlig nøgternt, at enkeltindivider nok kan være generet af naboskabet, men ikke blive syge.


Denne vurdering sker på grundlag af den viden, man har fra den internationale forskningslitteratur, der anerkender genevirkninger men afviser konsekvenser for helbredet. Og vurderingen omfatter også den lavfrekvente støj, der er en del af lydbilledet fra møllerne, og som fylder rigtig meget i diskussionen mellem tilhængere og modstandere af vindmøller på land.


I forhold til lavfrekvent støj er vindmøllenaboer beskyttet døgnet rundt med et ufravigeligt, bindende krav på 20 dB, og det er mere end, hvad andre nyder godt af. Både fordi kravene til andre støjkilder ikke er bindende, men kun vejledende med mulighed for at give dispensation. Men også fordi støjkravene i forhold til lavfrekvent støj er skrappere for vindmøller end for andre støjkilder.


For eksempel må mennesker i private beboelser, der ikke er naboer til vindmøller, udsættes for op til 25 dB i dagtimerne. Og mennesker, der arbejder i "særligt støjfølsomme områder" som undervisningsinstitutioner og administrationsbygninger må tåle op til 30 dB. Der er givetvis mange eksempler fra de større bysamfund, hvor støjpåvirkningen fra virksomheder og trafik overgår disse grænser. Alene Miljøstyrelsens evaluering af regeringens strategi for bekæmpelse af vejstøj fra 2010 dokumenterer, at det er tilfældet. Her opgør styrelsen, at skønsmæssigt hver tredje husstand, svarende til ca. 1. 570.000 mennesker, lever i beboelser, hvor der sker overskridelse af de vejledende støjgrænser.


Over for disse tal står den reelle gene, som vindmøllenaboer må tåle. Den er, som tidligere nævnt, på et lavere niveau. Men dertil kommer, at genevirkningen også er stærkt begrænset tidsmæssigt, fordi støjgenen afhænger af hvorfra og hvor stærkt, det blæser. Ud fra analyser af de tilgængelige klimadata ved man nemlig, at den maksimale støjgene er begrænset til 10-15 % af årets samlede timetal. Og vel at mærke kun for dem, der bor allertættest på vindmøllen.


I forlængelse af ovenstående kan man fastslå, at vindmøllenaboer ligesom andre, der bor i nærheden af store infrastrukturanlæg, må acceptere visse genevirkninger. Flere undersøgelser indikerer dog, at over halvdelen af beboerne indenfor en radius af 1 km slet ikke oplever gener. Og for dem, der gør, er det i stærkt begrænset omfang og ved betydeligt lavere støjeksponeringer sammenlignet med trafikstøj. Samtidig kan vi som samfund glæde os over, at vindmøllerne er en kilde til vedvarende, forureningsfri energi til gavn for klima, miljø og energiforsyningssikkerhed.