Billede af vindmølle

Tag et medansvar

2013-06-28

Debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende d. 28/6 2013 af sekretariatsleder Henrik Vinther.

 

Folk, der bor på landet, er ikke vant til, at den store forkromede samfundsudvikling rent fysisk går tæt forbi deres hoveddør. Mange vil måske helst have lov at leve i fred og ro, uden at andre skal forstyrre deres dagligdag med de rekreative gevinster, der følger af at bo tæt på naturen. Men nu kræver Folketingets beslutning om udbygning med vedvarende energi, at der opstilles nye vindmøller i det åbne land, for at halvdelen af elforbruget kan dækkes af vindkraft i 2020.

 

Det giver nogle steder ballade, når der er udsigt til, at vindmøllerne kommer relativt tæt på, selvom ingen møller kan placeres tættere på nabohusene end 4 gange møllens totalhøjde. Protestgrupper organiseres og nogle få vrede eller bekymrede naboer tilkendegiver deres frustrationer i engagerede læserindlæg i de lokale medier. Ofte bistået af organiserede vindmøllemodstandere, der drager rundt i landet med foredrag, der er en ren vendetta mod vindmøller og vindmøllebranchen.

 

I denne sammenhæng hives alle argumenter mod vindmøllerne ind fra højre og venstre uden smålig skelen til deres gyldighed: Møllerne spolerer naturen, udsigten og idyllen. Nabohusenes ejendomsværdi styrtdykker og stavnsbinder beboerne. Vindmøllerne massakrerer mange fugle og jager vildtet væk. De udgør en risiko for husdyrene, fordi disses fertilitet kan påvirkes negativt af møllernes blotte tilstedeværelse. Desuden larmer vindmøllerne, så det kan sammenlignes med at bo i et dagligt støjhelvede, mens skyggekast fra vingerne ødelægger fornøjelsen ved at færdes både ude og inde. Og vindmøllerne er i øvrigt også sundhedsskadelige. De indebærer en risiko for naboernes helbred på grund af støjen, hvor især den lavfrekvente del af støjen fremhæves som problematisk.

 

Oven i denne svada af udokumenterede og grundløse påstande afholdes måske protestmøder i det lokale forsamlingshus, og der foranstaltes underskriftsindsamlinger, som overrækkes borgmesteren eller den ansvarlige udvalgsformand, som forestår arbejdet med planlægningsprocessen for vindmøllerne.

 

Resultatet heraf bliver nogle få steder en beslutning i byrådet, der på kant med planlovgivningen udskyder eller annullerer opstillingen af vindmøller. På trods af, at disse er underlagt en strengere støjregulering end andre typer af infrastruktur, og ifølge de sundhedsfaglige myndigheder ikke har direkte helbredsrelaterede følgevirkninger for naboerne.  På trods af, at opstillingskommunen tilgodeses via midler fra den grønne fond. Og uanset at den særlige køberetsordning i VE-loven giver mulighed for et fordelagtigt lokalt medejerskab til vindmøllerne til kostpris.  

 

I forlængelse af ovenstående må det være på tide, at nogen tager bladet fra munden og henvender sig direkte til de kritiske røster i kommunernes vindmølleområder, der helst er fri for at tage et grønt medansvar i deres landlige idyl:

 

”Undskyld vi forstyrrer! Men vi synes, vi har en god og vigtig sag. Den handler om at sikre jer og os andre bæredygtig energi med positive konsekvenser for klima og miljø og Danmarks langsigtede forsyningssikkerhed. Vi håber, at I synes om, at vindmøllerne som afledet effekt også bidrager til at fremme folkesundheden ved at nedsætte luftforureningen og spare mange for tidlige dødsfald.

 

Vi respekterer selvfølgelig jeres ytringsfrihed og er opmærksomme på jeres bekymringer. Men sagen er bare alt for vigtig til, at striben af udokumenterede påstande skal blokere for at omstille Danmarks energiforsyning til vedvarende energi. Selvom vi på det personlige plan kan have forståelse for, at I foretrækker en tilværelse i fred og ro, må vi samtidig appellere til, at I også vedkender jer et samfundsmæssigt ansvar for den fortsatte vækst og udvikling af Danmark. Da I gennem lovgivningen allerede er sikret større kompensation end andre grupper, der må leve med genevirkninger fra udbygning af samfundets infrastruktur, anmoder vi venligst om, at I bidrager konstruktivt til, at der kan sættes nogle flere vindmøller op”.