Billede af vindmølle

Store besparelser ved udbygning med landmøller

2015-01-27

Der ligger et meget stort potentiale for besparelser på Danmarks energibudget, hvis man flytter dele af opsætningen af vindmøller fra hav og til land. Det er konklusionen i en helt ny rapport fra Energinet.dk. En rapport der konkluderer, at Danmark i store træk kan nå sine energimål med landmøller.

- Ifølge vores beregninger ligger besparelserne for samfundet sammenlagt på 3 mia. kr. årligt, siger energianalytiker i Energinet.dk, Rasmus Munch Sørensen til Børsen.
Undersøgelsen udpeger 1081 områder, hvor det vil være muligt at opstille 3-5 vindmøller. Med i regnestykket indgår udgifter til køb af ejendomme indenfor 600 meter fra møllerne til 150% af ejendomsværdien og 100.000 kr. til nedrivning.

Hvis der kun udbygges med landmøller i ca. 500 af de udpegede områder, er gevinsten ca. tre milliarder kroner årligt i forhold til en tilsvarende elproduktion med havvind. Hvis alle 1081 områder udnyttes, vil samfundet spare over fire milliarder kroner årligt i 2030 sammenlignet med havvind.

Yderligere information om analysen kan læses på Energinet.dk's hjemmeside.