Billede af vindmølle

37 mio. til forskning i en fremtidig stabil dansk elforsyning

2017-05-08

Frede Blåbjerg, professor på Aalborg Universitet, har modtaget en kæmpe personlig bevilling af Villumfonden på 37 mio. kr. Pengene er givet med henblik på at udvikle elsystemets evne til at håndtere den svingende og varierende el-produktion fra vindmøller og solceller. Det oplyser magasinet ”El-forsyning”.

 

Ifølge magasinet betyder bevillingen, at den internationalt anerkendte forsker de næste fem-seks år kan koncentrere sig om sin forskningen, og kan tilknytte ca. 20 stillinger til støtte for sit arbejde.

Frede Blåbjerg er en af verdens førende forskere inden for området effektelektronik og blev for nylig kåret som verdens mest citerede forsker inden for ingeniørområdet.

 

Stabil elforsyning

Frede Blåbjergs forskning har fokus på, hvordan vi opretholder en driftssikker og stabil elforsyning på trods af, at dele af den traditionelle kraftværkseffekt erstattes med fluktuerende produktion fra el fra sol og vind. I tidligere projekter har Frede Blåbjerg arbejdet med, hvordan vi løser udfordringen med markant flere elforbrugende apparater på el-nettet. Et net hvor ellen ifølge forskeren populært sagt kan komme til at stå og "skvulpe" frem og tilbage i såkaldte harmoniske svingninger. Et forhold, der kan forringe spændingskvaliteten og gøre elnettet mere ustabilt.

Ifølge Frede Blåbjerg er elnettet yderligere udfordret af at luftledninger mange steder er blevet erstattet af jordkabler, der i forhold til luftledninger har helt andre egenskaber i relation til de opståede harmoniske svingninger.

 

Matematiske modeller 

Frede Blåbjerg har ifølge “El-forsyning” tidligere udtalt, at det drejer sig om at opstille matematiske modeller, for hvad der sker, når man kombinerer det varierende input fra solceller og vindmøller med elforbrugernes mange nye el-forbrugende apparater i et stadig mere omfattende kabelnet.

 

Villumfonden uddeler i alt 400 mio. kroner til 11 danske topforskere. - Hver af de 11 forskere har demonstreret nytænkende, banebrydende forskning af højeste internationale videnskabelige kvalitet, og hver især har de lederevnerne og potentialet til at opbygge og fastholde et internationalt forskningsmiljø og derigennem yde et væsentligt bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning – og i sidste ende samfundet, siger Thomas Sinkjær, professor og forskningsdirektør i VILLUM FONDEN.