Billede af vindmølle

Endnu en meningsmåling bekræfter danskernes accept af vindmøller på land

2017-05-09

I en ny meningsmåling, som Norstat har gennemført for Altinget.dk, testes danskernes holdning til fortsat udbygning med landmøller. Resultatet viser, at 67 pct. af befolkningen siger ja til flere vindmøller på land. Tilslutningen er markant i alle regioner og på tværs af vælgernes tilhørsforhold til henholdsvis rød og blå blok. Dog med førstnævnte som lidt mere positive end sidstnævnte.

 

Målingen fra Norstat kommer blot godt to uger efter, at en måling af Wilke for EnergiWatch viste, at 59 pct. af danskerne er helt enige eller enige i udsagnet ”Der må gerne installeres yderligere vindmøller i den kommune, jeg bor i”.

I meningsmålingen fra Norstat testes respondenterne holdning ved, at de skal tage stilling til fire svarmuligheder i forhold til udsagnet:

 

"Det diskuteres for tiden, hvor mange vindmøller, der skal bygges på land. Hvilket af følgende udsagn er du mest enig i?"

 

Svarfordelingen er følgende:

”Der skal bygges mange flere vindmøller på land”: 31 pct.

”Der skal kun bygges lidt flere vindmøller på land”: 36 pct.

”Der skal slet ikke bygges flere vindmøller på land”: 14 pct.

”Ved ikke”: 16 pct.

 

Læs mere om meningsmålingen her.