Billede af vindmølle

2016: Varmerekord igen, igen

2017-01-23

2016 var det varmeste år, der nogensinde er målt. Det bekræftes ifølge Ritzau af data fra National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa), rumagenturet Nasa og Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), m. flere. Dermed nærmer temperaturstigningerne den nedre grænse, der blev vedtaget på klimatopmødet i Paris i 2015.

 

Ritzau skriver, at det er tredje år i træk, at klodens temperaturer når historiske højder. Sidste år lå den globale gennemsnitstemperatur 0,94 grader over gennemsnittet for 1900-tallet. Det var ifølge Noaa 0,04 grader varmere end i 2015. Ifølge rapporten blev der sat varmerekorder i samtlige af årets første otte måneder.

 

 Screen Shot 2017 01 23 At 110541 AM

Årsagen til temperaturstigninger anføres til at være en kombination af klimaforandringer kombineret med en voldsom udgave af El Niño, det naturlige vejrfænomen der skabte ekstreme hedebølger, tørke og naturbrande flere steder verden over sidste år – og især Indien, Kuwait og Iran oplevede sidste år ekstrem varme. Samtidig smeltede isdækket i Arktis hurtigere end nogensinde, skriver Ritzau.

 

Meget tyder dog ikke på, at temperaturerne har toppet. Gavin Schmidt, Nasas ledende klimaforsker: "Vi forventer ikke rekorder hvert eneste år, men tendensen til stigninger på længere sigt er klar," siger han ifølge Reuters.

 

FN-landene vedtog på COP21-topmødet, at de vil stræbe efter at holde den globale temperaturstigning nede på 1,5 grader og maksimalt på to grader i forhold til det førindustrielle niveau. Det vil ske ved at begrænse landenes CO2-udslip fra fossile brændsler.

 

I dette link fra ”Earth Observatory” kan du læse mere om rapporten.