Skip to main content
2018

Energisystemet: Også strøm i stikkontakten ved vindstille

By 26/10/2018april 13th, 2020No Comments

Det er en sejlivet myte, at et energisystem med mange vindmøller ikke kan levere strøm, når der er vindstille. Sandheden er, at mange vindmøller er lig med en høj forsyningssikkerhed – også i vindstille.

 

– I læserindlæg landet over støder man ofte på den fejlagtige påstand, at vi må stoppe udbygningen med vindmøller i Danmark, fordi et energisystem med mange vindmøller ikke kan levere den nødvendige energi, når det er vindstille eller kun blæser lidt. Påstanden grunder i manglende viden om, hvordan det vedvarende energisystem fungerer – eller rettere kommer til at fungere. For vi er ikke i mål endnu.

 

Den sande fortælling om vindenergien i det fremtidige danske energiforbrug er faktisk en både spændende og positiv historie. Godt nok kan vindenergi ikke levere al den energi, vi har brug for i Danmark, men vindenergi kan levere en stor del af den.

 

I det fossilfri energisystem vil en række forskellige vedvarende energikilder som sol, vind, biomasse, geotermi, spildvarme, udlandsforbindelser, energilagring i fjernvarmesystemet, etc. supplere hinanden i et stort sammenhængende energisystem. Et system som uanset vejret vil sikre energi til danskerne i tilstrækkelige mængder, når der er behov for det – også når det er vindstille.

 

Det er regering og folketing, der har besluttet, at vi skal gøre os uafhængig af kul, olie og gas. I 2030 skal el og varmeproduktionen være fri af fossile brændsler, og i 2050 skal transportsektoren følge trop.

 

Total SHE

 

Til beroligelse for dem, der måtte være bekymret over forsyningssikkerheden, kan det oplyses, at det faktisk går rigtigt godt herhjemme med at udvikle det energisystem, der skal føre os fra fossil til vedvarende energi. Trods verdens højeste andel af vind i elsystemet – næsten 50 % – så har vi strøm i stikkontakten 99,99 % af tiden. Så sent som i september i år blev Danmark kåret som europamester i forsyningssikkerhed. Vi er ganske enkelt det land ud af EU’s 28 lande, der gennem de sidste 5 år har haft færrest huller i strømmen.

 

Der er derfor ingen modsætning mellem en fortsat udbygning af vindenergi i Danmark og sikkerhed for, at der næsten altid er strøm i stikkontakten. Tværtimod. Ser vi på de øvrige store vindnationer i Europa, så er tendensen den samme: Lande med en høj andel af vind i energisystemet har også en høj forsyningssikkerhed.

 

Læs mere om vind i energisystemet her.